Printed from www.primodanmark.dk
Udsigt til et fredeligt bibliotek
Printervenlig udgave

af Janus Valsted, Danske Kommuner

Der er problemer med unge uromagere på bibliotekerne i flere af landets kommuner. Nogle steder forsøger man at løse problemerne med kameraovervågning, politianmeldelser og i samarbejde med SSP. Men på Biblioteket Domus Vista på Frederiksberg er man gået en anden vej

Mens ti til femten ældre mennesker i ro og mag læser bøger og aviser i Biblioteket Domus Vistas læsesal, surfer lige så mange børn og unge stilfærdigt på nettet og bladrer henkastet i nogle bøger. Den højeste lyd man hører, kommer fra bordtennisbordet lige uden for bibliotekets åbne dør, hvor en af de unge biblioteksbrugere træner sine reflekser i det hurtige spil sammen med Asso Mohealdden. Den 44-årige irakiske kurder er deltidsansat klubmedarbejder i biblioteket, og hovedårsag til, at biblioteket i dag kan rumme både ældre og unge. Han er handelsuddannet i Irak, men har arbejdet som klubmedarbejder i Danmark i 17 år. Med en svag accent forklarer han, at den fredelige og rolige stemning i blioteket er ganske almindelig. Det er en beskrivelse, der ikke var dækkende for situationen, før han blev ansat for mindre end et år siden, erindrer Didde Gutfelt, som er kontoransat på det lille bibliotek.
– Vores lånere forsvandt jo! Nogle af de ældre mennesker kunne ikke lide den dårlige stemning, der var her. Sådan en stemning kan virkelig sætte sit præg på et sted. Folk vendte om i døren, hvis de så, at der stod nogle af de der store fyre.

De store fyre som Didde Gutfelt taler om, er de ældre teenagere, som skabte uro på biblioteket for både brugere og ansatte. Det ene øjeblik kunne man se dem ryge sig skæve lige uden for biblioteket, og i det næste øjeblik sad de ved en af bibliotekets computere uden det sygesikringsbevis, som var påkrævet.
– Vi satte nogle meget skrappe regler op.Man måtte kun sidde én ved hver computer, og man måtte kun dit og dat, og jeg ved ikke hvad. Og man skulle vise sygesikringsbevis, forklarer kontorassistent Didde Gutfelt.
De skrappe tiltag fjernede ikke problemerne. Det gjorde Asso Mohealddens pædagogiske arbejde til gengæld. Mindre end et år efter hans ansættelse er problemerne stort set forsvundet.

OVERVÅGNING OG POLITI
Stemningen på biblioteket var så ubehagelig, at nogle af de ansatte sagde deres stilling på biblioteket op. Der blev installeret et videoovervågningssystem, man samarbejdede med SSP, og af og til kom politiet på besøg og prøvede at snakke de urolige børn til fornuft.

Domus Vista er latin for ”huset med udsigt”, og fra toppen af nordens næsthøjeste boligbyggeri er der da også udsigt til Sverige på en klar dag. Men i bunden af huset, hvor biblioteket ligger, er udsigten snarere de sociale problemer, som kan følge med et socialt byggeri som Domus Vista.

Og selv om det da hjalp lidt at have dem på besøg, så var det jo ikke særlig rart. Børnene skal jo vide, at de er velkomne her hos os, men de skal bare forstå, hvad man kan, og hvad man ikke kan, forklarer Didde Gutfelt.
– Så kontaktede vi fritidsklubben Klub Norden, som også ligger i centeret i bunden af Domus Vista-bygningen. Og der var vi så heldige, at de havde Asso, smiler hun. Som et forsøg blev Asso Mohealdden ansat efter sommerferien 2008 i en titimers stilling. Han er på biblioteket mandag, tirsdag, onsdag og fredag eftermiddag og blev ansat i samarbejde med Frederiksberg Kommune.

ET LANDSDÆKKENDE PROBLEM
Det er ikke kun Biblioteket Domus Vista, der har problemer. I en rundspørge, som Danske Kommuner har foretaget, melder 41 procent af de adspurgte kommuner om problemer med urolige unge på deres biblioteker. Men udover Biblioteket Domus Vista, som ligger i Frederiksberg kommune, nævner kun Kolding Kommune, at man har ansat en klubpædagog til at afhjælpe problemerne.
– Især medarbejderne fra ungdomsskolen er en stor gevinst, da de kender de unge og har kontakter til øvrige fritidstilbud. Således bliver bibliotekernes indsats en del af den samlede indsats, lyder det fra Kolding. Ligesom i Kolding kender Asso Mohealdden også mange af de unge gennem sit arbejde i fritidsklubben Norden, der også ligger i Domus Vista.
– Fordi Asso også er i Klub Norden, kender han mange af de her ”rødder”. Det gør, at vi kan tage tingene i opløbet, og at vi får noget viden fra ham. Det gælder om at få fat i dem, inden det udvikler sig. Og det er Asso rigtig god til. For det første er han en mand, for det andet taler han arabisk, og for det tredje så er han bare en ekstra hjælpende hånd. Ved at skabe ro, giver det os også tid til at passe vores biblioteksarbejde. For han er her jo udelukkende for børnene, forklarer Didde Gutfelt.

Asso Mohealdden er klubmedarbejder på Biblioteket Domus Vista og har siden august 2008 været kraftigt medvirkende til at skabe fred og ro på biblioteket, som tidligere var plaget af urolige unge. Når de unge skal have brændt energi af, kan de for eksempel gå uden for biblioteket og tage et spil bordtennis med ham.

KØNNET GØR EN FORSKEL
Når man betragter Asso Mohealdden gå rundt i biblioteket, ser man de unge brugere dæmpe sig, når han er i nærheden. De henvender sig ofte til ham om alverdens småting, og når de har brug for at brænde noget energi af, tager han gerne et spil bordtennis med dem lige uden for døren. Og hvis bordtennis ikke lige er sagen, kan han køre et rullebord med tv og Nintendo Wii derud i stedet. De to eneste fuldtidsansatte på biblioteket er kvinder, hvoraf Didde Gutfelt er den ene. Hun peger på Assos køn som en vigtig faktor for roen.
– Som kvinder har vi somme tider problemer med drengene. Det kan være svært for os at forklare dem nogle ting. Der har de mere respekt for Asso, siger hun og tilføjer et ”desværre”! Om samme problemstilling forklarer Asso, at der ofte opstår misforståelser mellem de unge og bibliotekarerne, når de for eksempel forsøger at forklare de unge brugere nogle regler.
– Hvis der er en konflikt, så er det mig, der går ind og forklarer, hvordan reglerne er, siger klubmedarbejderen og fortsætter:
– Det hjælper, at jeg kan tale kurdisk og arabisk. Og så kan jeg også tale med forældrene, som somme tider kun kan tale arabisk. Det gør det nemmere for mig at finde en løsning på konflikten.

ANBEFALER DET TIL ANDRE
Den genvundne fred på biblioteket får Didde Gutfelt til at anbefale ordningen til biblioteker i andre af landets kommuner.
– Der var en politiker, der sagde, at nu skal vi jo ikke gøre det til et fritidshjem. Og det kan jeg da godt give ham ret i. Men vi skal bare ikke se så firkantet på det. De kan lære så meget af det. Det er simpelthen så positivt for de børn, der faktisk bliver til lånere. Det var de nok ikke blevet, hvis ikke vi havde lokket dem ind. De starter med at komme og spille bordtennis, og lige pludselig så står de og låner bøger og sidder og læser. Og det kan jeg fryde mig over.

Der skal være plads til de urolige børn. Det er ikke sådan, at de skal smides ud af biblioteket. Men de skal forstå, hvordan man er på et bibliotek. Og så er det godt, at de har en mulighed for at tonse rundt i det, vi kalder en mobil zone med sjippetov og bordtennisbord.