Printed from www.primodanmark.dk
Stress skal løses i fællesskab
Printervenlig udgave
Vi vil være verdensmestre alle sammen. Perfekte både på job og derhjemme. Men prisen for de store ambitioner er ofte, at vi går ned med stress. Nu vil stresseksperten Bobby Zachariae have fællesskabsfølelsen på banen. For skal vi have bugt med stressen, skal vi løse problemerne sammen.

Stress er ikke lige det første, man tænker på, når man møder Bobby Zachariae. Med sine rolige bevægelser byder han indenfor på kontoret på Aarhus Universitet. Han læner sig tilbage i kontorstolen med et krus kaffe i hånden, lader blikket glide langsomt hen over forskerbyen i vinterkulden udenfor og gør sig klar til at fortælle. En mand der på alle måder virker fuldstændig ustresset.

Men stress er faktisk det, Bobby Zachariae allerhelst vil snakke om. Som en af landets førende stresseksperter brænder han for at få danskerne til at blive lidt bedre til at takle hverdagens stress. Og til at erkende, at stress er et problem, vi alle har et ansvar for at løse.

- Vi har haft en lang periode, hvor det har handlet rigtig meget om "mig" og "jeg" i samfundet. Men nu er der behov for at tænke mere i "vi". Stress er ikke bare et individuelt problem, det kan ikke tænkes så snævert. Stress er et samfundsproblem, som vi bliver nødt til at løse i fællesskab, siger Bobby Zachariae.

Vi skal kunne omstille os

Når han skal prøve at forklare, hvorfor stadigt flere danskere bliver ramt af stress, handler det meget om, at vi som enkeltpersoner blot prøver at følge med og leve op til de krav, vi mødes med af omgivelserne.

- Samfundet har ændret sig, så vi i dag stiller ekstremt store krav til os selv og til hinanden - både på arbejdspladsen og i privatlivet. Som moderne mennesker skal vi være effektive, omstillingsparate og have styr på tingene - og helst hele tiden. Men vi glemmer at sige fra indimellem og sætte nogle grænser for os selv. Og så er det, vi rammes af stress, siger Bobby Zachariae.

Fællesskab er et ord, der går igen, når man taler med Bobby Zachariae. For nogle år siden var han på banen med en stress-øvelsesbog, hvor hovedbudskabet var, hvad "du" kan gøre for at håndtere stress.

I dag er "du" blevet til "vi". En ny bog er sendt på gaden - "Trivsel og håndtering af stress" - og det er en håndbog til både medarbejdere og ledere om, hvordan de bedst takler stress. I fællesskab.

- Førhen har man ofte sagt ude på arbejdspladserne, at hvis en kollega gik ned med stress, så var det vedkommendes eget ansvar. Men sådan er det jo ikke. Selvom stress sagtens kan skyldes noget personligt og ikke nødvendigvis handler om, at vi har for travlt på jobbet, så er vi nødt til at tage et fælles ansvar for problemet. Det betyder, at lederne skal meget mere på banen, når de oplever stress, siger Bobby Zachariae.

Læs mere på Arbejdsmiljøviden.dk