Printed from www.primodanmark.dk
Sociale medier nyttige under stormen
Printervenlig udgave

Danske beredskabsmyndigheder bruger i stigende grad de sociale medier, jfr. omtalen heraf i PRIMOs nyhedsbrev august 2013.

 

Dette kom klart til udtryk under stormen mandag den 28/10. DSB, politikredsene og Beredskabsstyrelsen udsendte hundredvis af tweets med informationer om situationen, anmodningerne om at blive indendørs, vejr- og trafiksituationen og alarmcentralernes travlhed.

 

Tusindvis af Twitterbrugere skrev også korte beskeder under stormen. Der blev skrevet over 6.000 tweets med hashtagget #stormdk alene. Beredskabsstyrelsens profil på Twitter @BRSdk fik over 1.000 nye følgere på et døgn, og den samme tendens gjorde sig gældende for mange politikredse.

 

I udenlandsk sammenhæng har sociale medier i længere tid spillet en betydelig rolle i myndighedernes krisestyring. Senest har det australske brandvæsen i New South Wales brugt Twitter intensivt i forbindelse med skovbrandene i delstaten. Andre eksempler er bomberne i Boston og orkanen Sandy i USA.

 

Borgerhjælp 2.0 er dobbelt hjælp
Kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen Thomas Dybro Lundorf mener, at borgerne kan få en endnu større rolle at spille som kilde til informationer under en større hændelse.

- Myndighederne kan hjælpe borgerne ved at informere via sociale medier under en storm som den i går, eller under andre ulykker og katastrofer. Men myndighederne kan også hjælpe borgerne med at hjælpe hinanden. Det er borgerhjælp 2.0, og der er potentialet måske endnu større, siger han.

 

Han understreger, at sociale medier stadig kun er et supplement til myndighedernes krisekommunikation til befolkningen, hvor varslinger og beredskabsmeddelelser, som bliver videreformidlet via public service-medier, er den vigtigste og mest effektive kanal.

 

Læs mere om Beredskabsstyrelsen på Twitter her.