Printed from www.primodanmark.dk
Offentlig-privat innovation på velfærdsområdet
Printervenlig udgave

Det offentlige og private har gang i en lang række fælles innovationsprojekter, som har til formål at udvikle nye og bedre velfærdsløsninger. Det viser en ny oversigt over offentlig-private innovationssamarbejder (OPI) på velfærdsområdet, som KORA har udarbejdet i samarbejde med Roskilde Universitet.

 

Kortlægningen er en del af forarbejdet til en ny evaluering, som skal samle op på erfaringerne med og effekterne af OPI.

 

Oversigten kortlægger 250 afsluttede og igangværende offentlig-private innovationssam-arbejder (OPI) på fem centrale velfærdsområder:

- sundhed
- ældrepleje
- dagtilbud
- undervisning
- udsatte børn og voksne på socialområdet.

 

Innovationsprojekterne udvikler mange forskellige løsninger og involverer mange forskellige typer af offentlige og private aktører.
 
Kortlægningen af OPI-projekter har fundet sted fra november 2013 til februar 2014.

 

Oversigten indeholder de OPI-samarbejder, det har været muligt at opspore via rapporter, hjemmesider, fonde og offentlige organisationer. Men metoden garanterer ikke, at oversigten er komplet. Der kan derfor være endnu mere innovation i gang ude i kommuner og regioner. Samtidig er der behov for mere viden om, hvilke effekter partnerskaberne giver for både den offentlige og private sektor.
 
- Antallet af projekter indikerer, at der er godt gang i innovationssamarbejdet. Der er dog fortsat meget lidt viden om, hvilke effekter OPI skaber for både den offentlige og private bundlinje. Det er vi nu ved at undersøge i en ny rapport, som udkommer i maj, siger lektor på Roskilde Universitet, Ole Helby Petersen, som også står bag kortlægningen.
 
Se oversigten over offentlig-private innovationspartnerskaber på velfærdsområdet her.