Printed from www.primodanmark.dk
Frygt især selve frygten
Printervenlig udgave
Læs Politikens interview med Harvards førende risikokommunikatør, David Ropeik (DK, 2004)

Bragt i Politiken 21. november 2004. (Denne artikel er også tilgængelig som PDF-fil)

Frygtens Markører

Bøh! Vi bliver ikke nødvendigvis mest bange for de farligste ting, men for de ting, der virker mest skræmmende.

Af Morten Jastrup

David Ropeik har en ting med cykelhjelme.
»Jeg fatter det ikke. Hvorfor bruger folk i Danmark dem ikke? Cykelhjelme kunne afværge en stor del af de alvorlige skader, som cyklister får i uheld. Hjerneskader - goddammit! Jeg fatter det ikke«, siger han.

Men det er faktisk lidt en løgn. David Ropeik fatter det nok bedre end de fleste. Han kender i hvert fald til en række årsager til, at flertallet af cyklende danskerne tilsyneladende mener, at deres hjerneskal med indhold er af så ringe værdi, at det ikke kan betale sig at bruge et par hundrede kroner på at beskytte den. Det handler om kontrol - eller følelsen af kontrol: Vi er jo gode til at køre på cykel. Om optimisme: Uheldene sker altid for en anden. Det handler også om tilvænning: Det er en kendt risiko, som vi har lært at leve med. De fleste voksne lærte at køre på cykel i en tid, hvor cykelhjelme var en slags læderpandebånd, som nogle professionelle cykelryttere - kaldet kyllingerne - brugte.

David Ropeik er direktør for risikokommunikation på Harvard Centre for Risk Analysis, der er en del af sundhedsfakultetet på Harvard University i Boston. Forskerne på centeret studerer risikoadfærd og kommunikation om risiko. Og så prøver de at finde ud af, hvorfor vi er bange for nogle ting, der - ud fra et rent statistisk synspunkt - ikke er særlig farlige, mens vi uden at tænke over det accepterer andre, langt større farer. Hvorfor er folk i USA for eksempel mere bange for terrorister end for at dø af hjertesygdomme?
»For hjertesygdomme dræber næsten lige så mange mennesker i USA hver eneste dag, som terrorangrebene 11. september gjorde«, forklarer David Ropeik.

Eller hvorfor er de fleste mennesker mere bange for radioaktiv stråling end for solens stråling, selv om hudkræft fra overdreven udsættelse for solen dræber knap 8.000 amerikanere om året, mens radioaktiv stråling sandsynligvis kun udgør en ganske lille fare for mennesker.
»Man har fulgt 90.000 mennesker fra Hiroshima og Nagasaki i nu snart 60 år. De fik en voldsom dosis stråling, men deres overdødelighed af kræft er forholdsvis lille. Alligevel bliver vi ved med at bruge enorme summer på at sikre os mod radioaktiv stråling«, siger David Ropeik.

Mennesket er et dyr
Forklaringen på den - for en matematisk tænkende hjerne - irrationelle opmærksomhed på terrorisme og atomkraft er ifølge David Ropeik, at vi netop ikke bedømmer risiko ud fra tal, beregninger og fakta. I hvert fald ikke i første omgang. Menneskets hjerne reagerer på enhver oplysning om fare ligesom et dyrs hjerne, med frygt. Først derefter begynder hjernens højere funktioner at komme i sving og dæmper eller øger nervøsiteten. Men den umiddelbare reaktion - frygten - er allerede aflejret i hjernens nerveforbindelser og derfor svær at få bugt med.
Derudover reagerer vi instinktivt kraftigere på farer, som børn udsættes for - artens overlevelse afhænger af deres ve og vel. Det samme gælder ukendte risici - det er sværere for vores frygtsomme hjerne at overbevise sig selv om, at noget ukendt er ufarligt, når den netop ikke kan analysere faren. Harvard Center for Risk Analysis har identificeret 14 sådanne faktorer, der har betydning for vores opfattelse af, hvor farligt eller harmløst noget er.

»Det er vigtigt at forstå, at mennesket reagerer både med instinkt og ræson. For eksempel når man skal sammensætte en politik, der skal reducere risikoen for en given ting, for eksempel eksplosioner på fyrværkerifabrikker i beboelseskvarterer«, siger David Ropeik.

Skal vi så bare acceptere alle irrationelle forestillinger om, hvad der kan være farligt? Skulle vi ikke koncentrere os om at bruge samfundets midler på at bekæmpe de virkelige farer?
»Jo, det kan du sige, men det er vigtigt at holde fast i, at sikkerhed og tryghed ikke er det samme. Sikkerhed garanterer ikke tryghed. Du kan måske gøre fyrværkerifabrikker sikrere, men det hjælper ikke, hvis alle beboerne omkring den føler sig utrygge. Så kan det mindste lille bang få dem alle til at flygte over hals og hoved. Det betyder ikke, at man skal acceptere folks følelsesmæssige reaktioner som rationelle, men man er nødt til at erkende, at følelserne kan stå i vejen for, at de træffer gode valg, og derfor må man også anerkende og arbejde med deres følelser«, siger David Ropeik.

Stigende bekymring?
Det siges ofte, at vi bekymrer os mere og mere. Er du enig?
»Jeg hører hele tiden fra folk, jeg taler med, at vi alle skulle føle os mere og mere bekymrede, at vi skulle leve i en tid mere fyldt med risici end nogensinde før. Men jeg oplever det ikke selv. Hvis man ser på nogle af de helt overordnede tal, så taler de jo imod. I de sidste 100 år er gennemsnitsalderen vokset fra ca. 45 til ca. 75 år. Børnedødeligheden er faldet voldsomt i samme periode. Så på mange måder klarer vi os jo langt bedre end tidligere«.

Har vi ikke bare fået 30 år mere til at bekymre os om, hvad der vil slå os ihjel?
»Det kan man sige. Vi mennesker bekymrer os om det, der truer os nu og her. Vi ser ikke tilbage på 100 års fremskridt for sundhed og lægevidenskaben og bliver tryggere af den grund. Når vi hører om SARS, tænker vi ikke: »Hvor er det godt, at vi fik udryddet kopper«. Men der er måske noget om, at vi i dag bliver konfronteret med flere risici. Vi udvikler langt flere nye teknologier, der kan være potentielt farlige. Vi får også langt mere information gennem medierne om potentielle farer. De er nok mindre alvorlige end de sygdomme, der var de store dræbere for 100 år siden. Men vi hører mere om dem«.

Du bruger viden om hjernens indretning til at forklare, hvorfor vi reagerer på risici, som vi gør. Men er vores hjerner indrettet til at håndtere komplekse og langsigtede risici som klimaforandringer eller ophobning af hormonforstyrrende stoffer i naturen?
»Komplekse risici, der først vil slå til om lang tid, virker ikke så skræmmende. Det ved vi. Om det betyder, at vi lægger for lidt vægt på dem, er svært at sige. Heldigvis er vi jo ikke bare aber. Vi er også rationelt tænkende mennesker, og deri ligger håbet. Der er dem, der mener, at vores hjerner udvikler sig hen mod, at rationaliteten kommer til at dominere mere og mere. Forsøg med rotter kunne pege på, at omgivelser med mange stressfaktorer kan forøge hjernens evne til at undertvinge følelserne. Så jeg er optimist. Jeg tror, vi bliver klogere«.

Tror du så nogensinde, vi slipper af med bekymringerne?
»Nej. For der vil altid være farer. Og hvis vi holder op med at tænke på dem, så vil de dræbe os, og vi vil uddø. Så et liv uden bekymringer skal vi ikke ønske os, for det holder hurtigt op«.

Hvad er du selv bange for?
»Hmm. Først og fremmest, at der skal ske min familie noget ondt. Jeg er bange for, at min kone skal blive bange. Det piner mig, hvis hun skal bekymre sig. Og så er jeg bange for, at jeg vejer for meget og får en hjertesygdom eller sukkersyge. Derudover vil jeg sige, at hormonforstyrrende stoffer og bakteriers stigende modstandskraft mod antibiotika bekymrer mig. Det er ret uafklarede risici, der har potentiale til at blive virkelig seriøse trusler. Så det kan godt gøre mig bange«.

Fakta: Faktorer, der påvirker frygt
Vores opfattelse af faren ved for eksempel pesticider eller biluheld er afhængig af en række faktorer. Harvard Center for Risk Analysis har identificeret 14 faktorer, der påvirker vores opfattelse. De kan gøre os mere nervøse eller mere trygge. Centret bruger disse faktorer til at analysere en risiko og vurdere, hvordan man bedst muligt informerer om den:

Tillid:
Jo mere vi stoler på de mennesker, der fortæller os om en risiko, jo mere tror vi på det, de fortæller. To personer, der får samme oplysninger, kan bedømme dem vidt forskelligt alene på baggrund af deres tillid til personen, der informerer dem.

Afvejning af risiko og goder:
Hvis man får noget ud af at løbe en risiko, er man mere villig til at gøre det. Et eksempel er gensplejsede afgrøder, som mange europæiske forbrugere afviste. Nok var en risiko svær at påvise, men var helt sikkert heller ikke en fordel for forbrugerne, så hvorfor skulle de tage chancen?

Kontrol:
Jo mere kontrol man føler, man har over en situation, jo mindre bange er man. Dette kan være med til at forklare, at mange mennesker kører uden sikkerhedssele, selv om de godt ved, at risikoen ved et sammenstød er langt større uden sele.

Frivillighed:
Jo mere man selv har et valg om, i hvilken grad man vil løbe en risiko, jo mindre skræmmende tager den sig ud. Mærkning af fødevarer med genetisk modificerede ingredienser lader til at gøre folk mindre nervøse ved dem, end hvis de tror, at der kan være genmodificeret indhold i ikke-mærkede varer.

Naturlig eller menneskelig:
Vi har en tendens til at acceptere det naturlige som mindre skræmmende end det menneskeskabte. Kan til dels forklare, at mange folk holder sig fra kunstige sødemidler, selv om sukker og deraf kommende fedme er langt farligere end de skadevirkninger, der er konstateret ved sødemidler.

Rædsel:
Hvis noget er særlig ubehageligt, er det mere skræmmende. En smertefuld kræftdød er mere skræmmende end et hurtigt hjerteanfald. Voldtægt og mord er mere skræmmende end at blive kørt ned.

Katastrofalt eller kronisk:
Voldsomme enkelthændelser er mere skræmmende end konstante trusler. Flystyrt er mere skræmmende for mange mennesker end biluheld, selv om risikoen for at dø i det sidste er klart større.

Usikkerhed:
De ting, vi endnu ikke har overblik over, er mere skræmmende. Derfor vil nye teknologier ofte blive mødt med større frygt end lige så farlige, men kendte teknologier. Kan det ske for mig? Alle risici virker større, hvis man oplever sig selv som et af de mulige ofre. En risiko på 1 til 1.000.000 vil stadig være skræmmende, hvis man tror, man kan blive den ene.

Velkendt eller ny:
Nye farer skræmmer os mere end gamle farer. Sygdommen SARS dræbte omkring 800 mennesker, alligevel fik den langt mere omtale end influenza, der hvert år dræber mellem en kvart og en halv million mennesker.

Børn:
Alle farer vurderes som værre, hvis det er noget, der kan skade børn. Asbest i skoler opleves af mange som værre end asbest på en arbejdsplads.

Personifikation:
En fare opleves ofte værre, hvis man kan sætte ansigter på ofrene. Fairness: - hænger sammen med afvejningen af risici og goder, men der er også tendens til, at risici for mennesker, der ikke selv kan gøre så meget - ældre, handikappede, børn - opleves større end risici for velbjærgede ressourcestærke ofre.

Opmærksomhed:
Jo mere opmærksomme vi er på en fare, jo mere akut virker den. Medieomtale fremmer frygten for de risici, de omtaler.