På et seminar den 5. september i Næstved satte PRIMO fokus på
kommunernes brug og håndtering af intern selvrisiko.
Problemstillingen blev nærmere belyst med udgangspunkt i erfaringer
fra Næstved og Holstebro.
Nedenfor følger et kort referat ved projektleder Henrik
Klitmøller Rasmussen:
Over de seneste 5-10 år har kommunerne, som det blandt andet har
vist sig ved PRIMOs undersøgelse af kommunernes risikofinansiering
i 2012, i tiltagende grad gjort brug af selvforsikring og
selvrisiko, når forsikringspolitikken skal fastlægges og
gennemføres.
Samtidigt har mange kommuner indført intern selvrisiko, så
kommunens institutioner bærer en del af risikoen ved en skade
indenfor deres budgetter.
PRIMO har valgt at sætte fokus på de muligheder og udfordringer
dette skaber, når kommunernes risikostyrings- og
forsikringspolitikker skal føres ud i livet. Dette skete på et
seminar for 32 deltagere på Næstved rådhus den 5. september
2013.
PRIMOs generalsekretær Svend Tychsen bød velkommen til seminaret
og gav ordet til risikostyringschef i Næstved Kommune Steen
Nedergaard Jensen, som bød velkommen til Rådhuset og fortalte om
stedet og dets udsmykning.
Derefter introducerede PRIMOs projektleder Henrik Klitmøller
Rasmussen seminarets indhold og understregede vigtigheden af at
fokusere på erfaringsudveksling mellem de deltagende kommuner ved
aktiv deltagelse i debatten.
Til en indledning gentog Henrik Klitmøller Rasmussen
hovedkonklusionerne fra PRIMOs undersøgelsen fra 2012, der viste,
at kommunerne både har øget brugen af selvrisiko og selvforsikring,
når der tegnes forsikringer hos forsikringsselskaberne, og at
intern selvrisiko bruges af det overvejende antal kommuner til at
fordele en del af risikoen ud til kommunernes institutioner.
Steen Nedergaard redegjorde derefter for Næstved Kommunes brug
af selvrisiko såvel i forhold til forsikringsselskaberne som
internt i kommunen.
Næstved kommune har på de fleste områder købt forsikringer med
en selvrisiko på 100.000 kr. pr. skade. Kommunens
institutioner bærer i normale tilfælde 5000 kr. i selvrisiko ved en
skade.
Det er ikke muligt for kommunens institutioner at købe anden
forsikring, end det som er fastlagt i kommunens
forsikringspolitik.
I særlige tilfælde kan Steens funktion beslutte at indskrænke
eller udvide dækningen. Indskrænkning af dækningen, så
institutionen kommer til at dække hele skaden og ikke kun
selvrisikoen på 5000 kr., kommer på tale, når kommunens
retningslinjer for sikring og skadeforebyggelse er bevidst
tilsidesat.
Udvidelse af dækningen på kulancemæssig basis kommer på tale,
når institutionen uden egen skyld er placeret på en sådan måde, at
den er uforholdsmæssigt voldsomt udsat for eksempelvis
hærværksskader.
Rent administrativt håndteres ordningen således, at skader
anmeldes og afregnes centralt, medens andre transaktioner som
eksempelvis opkrævning og bogføring af præmier foregår på
regnskabstidspunktet. Administrationen er således reduceret til et
minimum.
Næstved Kommune opbygger ikke interne buffere til at absorbere
udsving i selvforsikrings-udgifterne. Når udsvingene forekommer, må
der skabes bevillinger. Dette stiller store krav til at kunne
kommunikere risikobilledet til den administrative og politiske
topledelse.
Afslutningsvis gav Steen deltagerne fire råd til at tage med
hjem:
- Find jeres egen løsning der virker i jeres organisation
- Intet kommer af sig selv - du skal selv finde ud af at arbejde i
det politiske system - der er altid kamp om pengene, og hvilke
projekter der kan sættes i drift
- Forsikring er finansiering ikke risikostyring - adfærdsændringer
og holdningsbearbejdelse kræver meget mere
- Gør det så effektivt og simpelt som muligt
Sekretariatschef i Holstebro Kommune Hanne Rahbek præsenterede
Holstebro kommunes måde at håndtere selvrisiko på, som på en række
punkter afveg fra Næstved kommunes.
De ydre rammer for Holstebro kommunes forsikringsprogram afveg
ikke meget fra Næstved kommunes. Holstebro har imidlertid valgt at
udforme samspillet mellem forsikringsadmini-strationen og kommunens
forvaltninger og institutioner på en noget anden måde end i
Næstved.
I Holstebro fungerer forsikringsadministrationen som et internt
forsikringsselskab, der tegner forsikringer for institutionerne.
Forsikringsadministrationen udbyder både en obligatorisk
forsikringspakke til institutioner og giver dem også mulighed for
at tegne supplerende dækninger på frivillig basis.
Udformningen af den interne selvrisikoordning er også noget mere
kompliceret og sondrer blandt andet mellem første og anden
skade.
Administrativt fungerer forsikringsadministrationen også som
internt forsikringsselskab for institutioner, idet der allerede
primo året uddebiteres en forsikringspræmie til den enkelte
institution. Præmien indeholder forlods en skadefri bonus på 10 %,
som bortfalder ved skader.
Holstebro kommuner opbygger en budgetreserve som buffer for de
udsving i kommunens selvforsikringsudgifter, som kan forekomme.
På baggrund af præsentationen af de to modeller debatterede
deltagerne fra kommuner, forsikringsmæglere og forsikringsselskaber
fordele og ulemper ved den forskellige håndtering af fordelingen af
risiko mellem den centrale forsikringsadministration og kommunens
institutioner.
Der var enighed om, at begge modeller kan bringes til at
fungere. Helt centralt for succesen vil være evnen til intern
risikokommunikation både i forhold til institutionerne og forhold
til kommunens administrative og politiske ledelse
Afslutningsvis samlede Henrik Klitmøller Rasmussen op på dagens
oplæg og debatten, og Svend Tychsen takkede deltagerne og
oplægsholderne for deres aktive deltagelse og ønskede alle en god
hjemrejse.
Du kan se præsentationerne fra seminaret her.
Læs også referatet fra PRIMO-seminaret "Kommunernes interne
selvrisiko", som blev afholdt den 13. marts 2013
her